Jesper Nilausen

Jesper Nilausen er uddannet journalist og har en karriere som redaktør på TV2s program Station 2 Special, Programmet Politirapporten og Dags dato. Han arbejder som reporter på TV2 Nyhederne, og i 2018 debuterede han ydermere som krimiforfatter med titlen Den vantro terrorist. Forfatteren trækker på sin erfaring fra sit journalistiske arbejde, hvor han har fulgt større efterforskningssager og kriminelle miljøer på tæt hold.

Spændingsromanens hovedperson, journalisten Morten Rütz, er en antihelt med rod i familielivet og personlige kriser. Han har mistet interessen for sit arbejde. Passionen bliver imidlertid genvakt, da han genkender en kollega afgået ved døden i et terrorangreb i Danmark på gaden i New York og flere mystiske hændelser finder sted. Morten Rütz, vennen Prince og PET går sammen om at opklare sammenhængen mellem den levende afdøde kollega, en menneskehånd på frost og et sporløs forsvundet skagensmaleri. Ufrivilligt og under pres dykker Morten ned i en ukendt verden kriminelle parallelsamfund med selvtægt, vold og terror og kampe om status og magt for at redde sig selv og sit land. Men med bange anelser om, at han måske ikke kan stole på alle de involverede parter i efterforskningen.

Jesper Nilausen gæster Krimimessen 2019.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.