Forfatterens favoritdetektiv: Thomas Rydahl

Krimimessen 2015 vil vi i forskellige sammenhænge sætte fokus på detektiven. Vi har bedt en række krimiforfattere på skift om at skrive om deres yndlingsdetektiv. Serien hedder Forfatterens favoritdetektiv.

Thomas Rydahl

Min yndlingsdetektiv – hvem og hvorfor?

Quinn er alle tiders mest platoniske detektiv

Det er kun modvilligt og måske på baggrund af en misforståelse, at forfatteren Quinn påtager sig sin opgave og sin nye rolle som detektiv, da telefonen ringer en sen nat i New York.

Det er begyndelsen på Paul Austers sære trebinds-hovedværk New York-trilogien. Quinn ved ikke meget om detektiv-arbejde, men han er nysgerrig og har forfatterens evne til at sætte sig ind i rolle, scener, mennesker. Det lykkes, på den måde, Auster at gøre både forfatter, læser og Quinn til de detekterende, de opdagende, opsøgende, opfindende – og både form og indhold bliver en spændende (og farlig) leg med identitet, sandhed og selve meningen med tilværelsen.

Det lyder måske højpandet, lidt for filosofisk, men i Austers univers er dialoger og perspektiver hele tiden i ordhøjde, selv om de også løfter sig og breder sig ud. Quinn som detektiv er på én gang håbløst amatøragtig, begavet og samvittighedsfuld. Han er nærmest platonisk i sin tilgang. Det gør ham særlig og unik.

Jeg har lavet en lille oversigt over forskellene mellem Quinn og den typiske detektiv.

Ukomparativ detektiv-analyse

Typisk detektiv:

  • Hjemmevant i hårdt miljø
  • Veltalende og arrogant
  • Skrider hurtigt til handling
  • Et simpelt menneske
  • Har brug for pengene
  • Faktuel, observerende

Quinn fra By af glas:

  • Utryg ved miljø og tone
  • Nysgerrig og usikker
  • Overvejer længe, tvivler
  • Et komplekst menneske
  • Er ligeglad med honorarer
  • Filosofisk, poetisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.