Clare Mackintosh

Clare Mackintosh er en engelsk krimiforfatter og Sunday Times bestseller, som gæstede Krimimessen i 2016. Hendes bøger er oversat til mere end 35 forskellige sprog. Hun tilbragte 12 år hos det britiske politi, inden hun i 2011 begyndte at arbejde som freelance journalist og konsulent for sociale medier. Hun arbejder nu som forfatter på fuld tid og bor i North Wales med sin mand og deres tre børn.

Mackintosh’ debutroman, thrilleren Jeg lader dig gå, udkom på dansk i 2016. I Storbritannien var romanen ved udgivelsen i 2015 Sunday Times bestseller i 12 uger, og den var den hurtigst sælgende titel af en ny krimiforfatter i 2015. Der er solgt mere end en million udgaver på verdensplan, og Jeg lader dig gå har vundet adskillige priser.

En tragisk ulykke. Det hele skete så hurtigt. Hun kunne ikke have forhindret det. Kunne hun? På et sekund er Jenna Grays verden blevet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er at efterlade alt hun kender og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt. Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende, og konsekvenserne vil være ødelæggende.

I 2017 udkom Mackintosh’ anden roman, Jeg ser dig, i Danmark. Ligesom sin forgænger blev Jeg ser dig en Sunday Times bestseller og modtog flere priser.

På vej hjem fra arbejde sidder Zoe Walker og bladrer i en avis, da hun falder over et billede af sig selv i en personlig annonce. Der er ingen forklaring; blot et uskarpt billede, en hjemmeside og et telefonnummer. Hun er fast besluttet på at finde ud af hvorfor, men da hun viser annoncen til sin familie, er de overbeviste om, at det bare er en kvinde, der ligner Zoe. Er det en fejl? Eller er der nogen, der holder øje med hendes mindste bevægelser?

Bibliografi:

  • Jag lader dig gå (2016)
  • Jeg ser dig (2017)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.